ved cand.psych.Vivian Warnke Dalgas            

 

Parforhold og Parterapi.

 

 

For one human being to love another: that is perhaps the most difficult of our tasks; the ultimate, the last test and proof, the work for which all other work is but preparation. R.M. Rilke

 

Når vi finder sammen mand og kvinde, kan der ske mange ting.

Måske bryder helvede løs…måske smelter vi sammen i en paradisisk tilstand, hvor vi mærker enheden med det Guddommelige gennem kontakten med den anden - i hvert fald indtil vi begynder at få øje på sider af partneren, som vi måske ikke umiddelbart synes så godt om - eller indtil vi måske begynder at kede os lidt.

Det kan også være, at det hele slet ikke opleves så dramatisk i hverken den ene eller den anden retning. Med tiden kan det være, at vi blot oplever, at vi glider fra hinanden, oplever parforholdet som et venskab eller arbejdsfællesskab uden erotisk tiltrækning, oplever at vi ikke kan nå eller forstå hinanden. Eller igen at vi forstår og kender hinanden så godt, at væksten og udfordringerne udebliver.

 

Uanset hvordan vi har det er der næppe noget som forholdet mellem mand og kvinde, der kan være grobund for så dybe konflikter, frustrationer og smerte samtidig med, at der er knyttet så meget håb, længsel og dybe ønsker om kontakt til det.

 

Årsagerne til konflikterne er mange, når vi ser på de enkelte parforhold. Det kan være lige fra skænderier om opvasken, økonomiske problemer, uenigheder om opdragelsen af fælles og/eller dele-børn til jalousi, længsel efter nærhed og ømhed, savn efter sex, følelse af ikke at blive forstået og, og, og…

 

Og under de konkrete årsager til problemerne kan der ligge gamle og ubevidste sår. Der kan ligge forældede overbevisninger og glemt eller uerkendt fordømmelse eller endda foragt over for en selv og/eller det andet køn. Disse dybereliggende årsager kan være opstået i barndommen eller ungdommen, eller de kan gå endnu længere tilbage. Måske har vi ubevidst overtaget mors og fars måde at være i parforhold på.

 

Løsningen på mange af de problemer, der opstår i parforhold, ligger i at få skabt en åben og ærlig kommunikation fri af fordømmelse.

I parterapien arbejder jeg med kommunikationen i parforholdet i en tryg og omsorgsfuld ramme præget af respekt for begge parters perspektiver. Vi tager udgangspunkt i de konkrete vanskeligheder I oplever i jeres forhold. Samtidig ser vi også ind i eventuelle dybereliggende årsager til de konflikter I oplever, når I er sammen. Derigennem får I mulighed for at skabe en større åbenhed i jer selv og over for hinanden. På den måde kan gensidighed, fællesskab, samarbejde, medfølelse, kærlighed og forståelse fremover præge jeres fælles felt til glæde for jer selv, jeres eventuelle børn og de mennesker, der omgiver jer.

 

Nogle nøgletemaer i forbindelse med parterapien kan være:

 

Arbejdet med det hhv. positivt og negativt maskuline og kvindelige i os selv.

Uforløste bindinger til mor og/eller far.

Projektion (overførsel) af egne kvaliteter og/eller skyggesider på partneren.

Angst, vrede, fordømmelse eller foragt over for det andet køn.

Idealiserede forestillinger og ideer om kærlighed og parforhold.

Krav til - og forventninger om - hvordan partneren "burde" være.

liviglaede.dk - Vivian W. Dalgas - Højvangen 47 - Assentoft - 8960 Randers SØ - Tlf. 87381428 - vivian@dalgas.com